Hverdagen i vuggestuen
I vuggestuen i Gyrstinge er hverdagen bygget op omkring tryghed, rytme og nysgerrighed. Vi skaber et roligt miljø, hvor barnet kan udvikle sig i sit eget tempo – hvor nærvær, leg og omsorg går hånd i hånd.
Hos os får de små lov til at udforske verden i deres eget tempo, omgivet af trygge voksne og masser af kærlighed.
“Det bedste ved vuggestuen er, at Noah bliver mødt med et smil og åbne arme hver morgen. Vi ved, at han er tryg og glad og det gør hele forskellen.”
– Habiba, mor til Noah i vuggestuen og Liyah i børnehaven
En tryg start på dagen
Dagen begynder stille og roligt. Børnene bliver taget imod af kendte voksne, som giver sig tid til at sige godmorgen og skabe en rolig overgang fra hjem til vuggestue. Den personlige modtagelse er vigtig for både barn og forælder.
De børn der kommer tidligt får tilbudt morgenmad i vuggestuen.
Leg, bevægelse og oplevelser
Formiddagen er fyldt med leg, nærvær og udforskning. Vi følger børnenes initiativer og understøtter deres naturlige nysgerrighed. Legen kan foregå både inde og ude – alt efter vejr, stemning og børnenes behov.
Vi bruger naturen aktivt, og med skov, mark og sø lige ved døren får børnene mange muligheder for at opleve, røre og undersøge. Det kan være alt fra en gåtur med barnevognen i skoven til at samle blade, finde smådyr eller lege på legepladsen.
Måltider og fællesskab
Måltiderne er en vigtig del af hverdagen. Vi spiser sammen i små grupper, så der er ro og tid til at spise frokosten. Her øver børnene sig i at sidde sammen, række til hinanden og mærke fællesskabet omkring bordet.
De yngste får selvfølgelig hjælp og vi støtter dem i at udvikle selvhjulpenhed i det tempo, der passer til dem.
Tid til ro og hvile
Efter frokost er det tid til middagslur. Vi har faste sovepladser, og barnet sover i trygge og kendte omgivelser. For nogle er det vigtigt at have sutten, kluden eller bamsen med hjemmefra – det hjælper med at skabe genkendelighed og ro.
En rolig afslutning på dagen
Om eftermiddagen samles vi igen til leg, frugt og hyggestunder. Nogle leger ude, andre hygger med bøger, sang eller små aktiviteter inde.
Vi lægger vægt på, at dagen slutter lige så roligt, som den begyndte, så overgangen hjem bliver god og tryg for både barn og forælder.
Personalet fortæller gerne lidt om barnets dag, så I går hjem med et smil og ro i maven.
Vi vil meget gerne byde Jer velkommen
Hverdagens rytme og tryghed skal opleves og ikke forklares. Derfor inviterer vi dig og dit barn til at besøge os, mærke stemningen og se, hvordan vi skaber en rolig og legende hverdag i børnehøjde.